Politiets lange valgarm er fast tradition
To betjente fra Vejle Politi bruger ti timer på en valgdag på at kigge forbi alle valgstederne
De har en god dag, det er der ingen tvivl om. De to betjente, Jesper Graff og Peter Bandholtz har på valgdage en speciel arbejdsdag. De er nemlig på valgpatrulje. En ting som politiet altid byder ind med på demokratiets store dage.
"Vi tager rundt til valgstederne og tjekker om alt er i orden. Det skal vi gøre, og det gør vi gerne. Det bliver altid en slags social dag for os, for vi møder folk på anden måde en normalt," forklarer Peter Bandholtz.
De to betjente, som vi møder på Bredagerskolens valgsted, har ikke haft travlt denne valgdag.
"Nej, ikke med politimæssige opgaver. Det har været utroligt fredeligt," siger de.
At der er betjente til stede kommer bag på mange vælgere.
"Mange bliver forundret, når de ser os og spørger til, om der da er sket noget. Men det er godt sjældent, at der er sket noget. Vi er her for at vise os og skabe tryghed. Ikke fordi der er valgfusk," smiler Peter Bandholtz.
Og hvad så hvis der sker et røveri i den nærliggende dagligvarebutik?
"Så tager vi af sted med det samme. Vi er politi først, og dernæst valgpatrulje".