NÅR ¿FARMAND¿ TVINGES TIL LÆGEN!

Og tiden den går. Mit højre ben bliver efterhånden mere og mere løsgående så meget, at min kæreste her i sommer satte trumf på. ¿Jeg vil godt køre rundt med dig i rullestol, hvis du bliver invalid, men ikke hvis du ikke vil gå til læge¿, vrissede hun sødt men bestemt som det kærlige menneske, hun er. Nu kunne den ikke trækkes længere. Lægen og røntgenbillederne talte deres tydelige sprog. Nå, ja tydelige sprog er måske så meget sagt. Jeg fik diagnosen ¿slidgigt i hoften¿. Sort på hvidt. Jeg forstod ikke meget af lægelatinen dog dette til opmuntring: ¿Der er dog ikke tegn på Akut - Kollaps¿, stod der på det A4 papir, som min egen læge gav mig i hånden. Tænk at havne på operationsbordet med Akut - Kollaps! Herren forbyde det, tænkte jeg og sendte en kærlig tanke til min opmærksomme kæreste. Dårlige erfaringer! Men jeg har rent ud sagt ikke de bedste erfaringer med sygehuse. I ungdommens vår var der noget med ryggen og diskusprolaps. Det faldt ikke alt for heldigt ud. Siden har jeg - syv ni tretten - faktisk ikke alvorligt været rigtig i nærheden af et sygehus. Mine forventninger var således nedtonet. Jeg havde dog til opmuntring hørt meget godt om Hvidovre Hospital og ikke mindst den afdeling, jeg skulle frekventere: Ortopædkirurgisk Ambulatorium 333. Blåt Center, Opgang 2, ambulatorieetagen. Og så er det lige man tænker. Her ville en GPS være til stor nytte, men i mangel af det, tog jeg dertil med min egen indbyggede GPS. Inderst inde vidste jeg godt, at mit gen som stifinder ikke er alt for veludviklet. Jævnt hen er jeg en klovn til at finde vej, men farver og pile på hospitalet angav retningen. Ingen panik. Nu er det sådan, at jeg i grunden altid har haft en overdreven respekt for hvide kitler. Om der under kitlen befinder sig en mand eller en kvinde er for så vidt sagen uvedkommende. Den hvide kittel i sig selv medfører hos mig akut blodtryksforhøjelse. Tror jeg nok! Men det er selvfølgelig noget sludder, og i det mindste oplevede jeg efter få minutter en hel anden følelse ved mødet med overlæge Kristian Otte. Blodtrykket var helt normalt, ligeså pulsen, og det var lige før jeg så frem til at få savet knoppen af den slidte og slidgigtramte lårbensknogle. Det er måske overdrevet, men det var meget betryggende at snakke med overlægen, som ikke gjorde problemet større end det var. Og frem for alt gjorde kitlen mig ikke nervøs. Tværtimod! Og mon ikke jeg i fremtiden kan lukrere på den oplevelse, når jeg ser hvidt? En ny hofte! Således opmuntret lagde jeg mig en måneds tid derefter til rette på operationsbordet med Mozarts klarinetkoncert i ørerne. Kristian Otte førte kniven og en times tid efter vågnede jeg op med en splinterny hofteprotese udført af det fineste metal med kurver og rundinger slank som en mø af den fagreste slags. På stuen blev jeg plejet og passet efter alle kunstens regler. Men da jeg dag 2 skulle tage de første små trin dejsede jeg omkuld, besvimede og var væk nogle sekunder. Da jeg vågnede op, følte jeg mig som martyr i himmeriget omgivet af 70 smukke jomfruer. Nuvel, jomfruer og jomfruer er vel så meget sagt, men her i det profane jordiske liv blev jeg bistået af en 4-5 omsorgsfulde søde sygeplejersker, der fik mig stablet på benene igen. Dag 3 blev jeg udskrevet med en konvolut under armen, der i detaljer instruerede mig om mit nye liv som rekonvalescent. Se, dette er den gode fortælling om et dansk sygehusvæsen, som fungerer, men som for sjældent bliver fortalt. I det mindste i dette tilfælde på Hvidovre Hospital. Den våde liberale drøm om privathospitaler i Danmark, finder man ikke tilslutning til hos mig. Gennem hele processen blev jeg på den ene side mødt med lægelig professionalisme og på den anden side med omsorg og medmenneskelighed af et perfekt team. Flere gange blev jeg spurgt: Hvor mange smerter har du på en skala fra 1 til 10? På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det bedste resultat, oplevede jeg behandlingen således: 10 for den tekniske udførelse og 10 for det kunstneriske indtryk i form af omsorg og medmenneskelighed.