Fortsæt til indhold

Kørte 18-årig ned og stak af

Bulgarsk bil efterlyses i forbindelse med ulykke ved Ny Østergade

Arkiv
Arkiv

En 18-årig mand på cykel slap nådigt fra en farlig situation i krydset mellem Ny Østergade og Københavnsvej.
Lidt efter 15.30 tirsdag fik politiet en melding om, at den unge mand var blevet ramt af en bil med bulgarske nummerplader, der siden hen var stukket af.
Ifølge vidner skete påkørslen, da bilen lavede et venstresving efter at have overhalet en anden bil, der holdt i venstresvingsbanen.

Slap fra efterfølgelse

Ved sammenstødet blev den 18-årige væltet af cyklen, så han endte på vejen.
Vidner var dog hurtige til at hjælpe den unge mand ind på fortovet.
En person på ulykkesstedet forsøgte at følge efter den bulgarske bil men måtte opgive forfølgelsen af trafikale årsager.
Man nåede dog at få en god beskrivelse af bilen, der var en mørkeblå VW Passat stationcar med nummerplade BP4205BK.
På trods af situationens alvor viste et besøg på skadestuen, at den 18-årige var sluppet med mindre knubs.
Politiet vil dog gerne høre fra folk, der måske kan hjælpe med at finde frem til den bulgarske bil.
Man kan ringe på telefon 114, hvis man har informationer i sagen.