Christina Munkholm udtaget til EM
SVØMNING: Oven på fire spændende konkurrencedage i Gladsaxe Svømmehal kunne Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, søndag aften præsentere det endelige EM-hold, som senere på året skal konkurrere mod Europas stærkeste svømmere i Jyske Bank BOXEN, Herning.
Før finaleafsnittet startede søndag, var der 24 svømmere kvalificeret til EM. I løbet af mesterskabernes sidste finaleafsnit lykkedes det imidlertid for yderligere fire svømmere at kvalificere sig. Hertil blev en enkelt svømmer udtaget til holdkapper.
Blandt de fire EM-kvalificerede svømmere er Christina Munkholm fra Køge Svømmeklub der klarede kravtiden på 59,80 sekunder i 100 meter butterfly. Christina Munkholm svømmede distancen i tiden 59.54 sekunder.
Med 29 svømmere på EM-holdet er der tale om det største danske hold til et internationalt svømmemesterskab nogensinde, oplyser Dansk Svømmeunion.