Køge på Vægten 2014 er lige om hjørnet
Der er tilmeldingsfrist den 1. december 2013 - så det er snart at beslutningen om at deltage skal træffes.
KØGE: Så nærmer tiden sig til, at man kan samle 4 andre, og tilmelde et hold til Køge på Vægten 2014.
Tilmeldingsfristen er den 1. december, så det er nu der skal tages kontakt til venner, familie, arbejdskollegaer, naboer, klubkammerater eller andre gode bekendte, så man kan få samlet et hold og melde sig til på www.koegepaavaegten.dk.
Målsætningen er intakt
Målsætningen for Køge på Vægten 2013 var et samlet vægttab for de omkring 1000 deltagere på 5 tons. Det blev desværre ikke helt nået, idet det samlede resultat blev, at Køge tabte sig 4,2 tons.
I 2014 holdes målsætningen fra sidst intakt, og der er stor tro på at målet vil blive nået, når resultatet skal gøre op til den festlige udvejning der runder det hele af, 8 uger efter start.
Sådan er det gået for Team GoGo
For deltagerne på GoGo, som løb med sejren i Køge på Vægten 2013, var det ifølge en af holdets deltagere Carsten Andersen en hård, men spændende proces at være med i.
- Det har helt sikkert ført til en anden livsstil, med ændrede kostvaner og mere motion i hverdagen for os alle 5. Vi har nok alle taget en lille smule på i forhold til slutvejningen, men vi har heldigvis slet ikke den kampvægt vi havde da vi startede op på Køge med Vægten for et lille år siden, siger Carsten Andersen og tilføjer
- Jeg kan kun anbefale andre at deltage. Det er stærkt motiverende at være sammen med et hold om at nå et mål om vægttab, og så var konkurrenceelementet med gode præmier da også sjovt at rende efter.
Køge på Vægten sparkes i gang med en festlig indvejning lørdag den 11. januar 2014 kl. 15-18 i Køge Hallerne, hvor alle holddeltagere møder ind og vejes.
Ugens højdespringer
Undervejs sørger hvert holds tovholder for at indrapportere en ugentlig vejning, og hver uge kåres ugens højdespringer, som tildeles det hold hvis indeks samlet er faldet mest i den forgange uge. Og ugens højdespringer kan naturligvis glæde sig til at modtage fine spurtpræmier for bedriften.
Det hele rundes af med et brag af en festlig udvejning samme sted 8 uger senere, lørdag den 8. marts 2014. kl. 15-18, hvor vinderne kåres.
Der uddeles præmier til de tre hold, som samlet taber sig mest.
1. præmien udgør kr.10.000, 2. præmien kr. 5.000 og 3. præmien kr. 3.000.