Ø-historie
En glad spidskandidat fra Enhedslisten, Jonas Paludan, mødte Roskilde Avis efter valget. Han mener, at partiet skrev danmarkshistorie tirsdag. - Det er fantastisk, at vi er gået så meget frem i hele landet. Det er et kæmpeskulderklap til os, siger Jonas Paludan. Ved valget for fire år siden fik partiet kun en plads i byrådet, og midt i perioden afløste han Christian Holtet. Men nu får han også Henrik Stougaard og Susanne Lysholm ved sin side. Fremgangen betyder, at liste Ø kommer med i de fleste politiske udvalg, og at arbejdsbyrden kan blive fordelt på flere hænder. - Dermed kan vi følge bedre med og give den en ordentlig skalle, siger Jonas Paludan. Selv tager han formandsposten i Klima- og Miljøudvalget, mens Henrik Stougaard bliver i Skole- og Børneudvalget. Hvordan resten af posterne bliver fordelt i partiet er endnu ikke klart. ag