Lad os bygge bro
Den konservative byrådskandidat, David Gulløv, foreslår opførelsen af en vindebro ved Prinsens Port
“Det vil være en rigtig dyr fornøjelse. Men jeg tror, at den vil tjene sig ind,” siger David Gulløv.
Han er byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Fredericia. Og så er han blandt andet historielærer på Ullerup Bæk Skolen Afdeling Nørre Allé (den gamle Alléskolen).
Han foreslår, at kommunen opfører en vindebro over voldgraven udenfor Prinsens Port.
Broen skal så indgå i en langt større satsning på lokalhistorisk formidling til glæde for fredericianerne, turister og andre gæster.
“Her har faktisk ligget en vindebro ad to omgange,” siger David Gulløv.
“Voldanlægget blev skabt med en vindebro. Siden blev den fjernet, og erstattet af jord - stort set som det kendes i dag. I 1849 skabte man dog et hul i den nye jord-bro og lagde en primitiv vindebro som led i fæstningens sikring inden slagene op mod 6. Juli. Senere blev den primitive bro fjernet og erstattet af jord igen. Jeg foreslår, at vindebroen genopføres,” siger David Gulløv.
Prioritering
David Gulløv ved godt, at idéen lyder lidt gal.
“Men hvis broen etableres, og vi samtidig lader gammeldags soldater marchere i midtbyens gader, lader 6. Juli-soldaterlejren på Volden være åben hele sommeren med salg af soldatermad og eventuel overnatning, vil hele området omkring Prinsens Port, Landsoldatpladsen og Prinsessens Bastion blive til et centrum for historisk formidling, som vil tiltrække gæster og holde på krydstogtturisterne. Den historiske vinge skal ikke kun suse to dage om året,” siger han.
Hvad vil det koste, og hvorfra skal pengene komme?
“Jeg har ingen anelse om prisen, men det vil koste millioner. Jeg tror, at fonde vil hjælpe, og kommunen kan skaffe penge fra blandt andet besparelser på integration af indvandrere, udliciteringer og frasalg af FredericiaC. Beregninger viser, at der er mange penge at hente blandt andet dér,” siger David Gulløv.