Fortsæt til indhold

- Det er den rigtige politik der har vundet

Borgmester Marie Stærke er skuffet over udfaldet af valget men glæder sig trods alt over, at det er lykkedes Socialdemokraterne at fortsætte som en del af byrådsflertallet.

Arkiv
Martin Rasmussen

VALG: Det var ikke Socialdemokraternes Plan A for kommunalvalget i Køge Kommune, at Marie Stærke onsdag skulle stå og forklare, hvorfor hun synes, at den konservative Flemming Christensen er den rigtige mand til borgmesterposten i Køge Kommune.
Hun har været kommunens borgmester i næsten syv år, siden hun overtog posten i begyndelsen af 2007 efter afdøde Torben Hansen. Hun fik et glimrende valg i 2009, hvor hendes små 4800 personlige stemmer var stærkt medvirkende til at bevare borgmesterposten hos Socialdemokraterne, og trods socialdemokratisk modgang fik hun et endnu bedre valg denne gang med 4855 personlige stemmer, men alligevel må hun altså nu se frem til en ny rolle i Køge byråd.
For mens det ikke var Plan A at miste borgmesterposten, så var det samtidig centralt for Socialdemokraterne at undgå at havne i opposition til et rent borgerligt flertal, som der ellers kunne være udsigt til, da Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti satte sig på flertallet af byrådets pladser ved valget.
- Jeg er selvfølgelig skuffet, men når det nu skal være, så er Flemming Christensen det rigtige valg. Det er den rigtige politik, der har vundet, og for os har det været vigtigt at søge al den indflydelse, vi kan få. Vi vil stadig sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, siger Marie Stærke, som glæder sig over, at den brede flertalsgruppe vil være garant for en videreførelse af de store linjer og beslutninger fra indeværende byrådsperiode.
Hun vil ikke spekulere i, hvor stor indflydelse Vanillasagen, de landspolitiske tendenser samt det, hun omtaler som kupforsøget, hvor Thomas Kielgast midt i perioden prøvede at vippe hende af pinden, har haft på resultatet.

Bygger bro mellem blokkene

Dora Olsen og Dansk Folkeparti stod med den afgørende stemme i konstitueringen, og også hun glæder sig over, at det lykkedes at finde en løsning, der sikrer kontinuiteten og bygger bro mellem rød og blå blok.
- Vores største ønske var at videreføre den førte politik de kommende fire år, og nu har vi fået et godt, bredt flertal med partier, der er vant til at arbejde tæt sammen, så jeg ser det som en styrkelse af samarbejdet i byrådet, siger hun.
Hun glæder sig over et stærkt personligt valg, hvor hun går frem fra 581 stemmer sidst til 1210 stemmer denne gang, lige som partiet også generelt er gået markant frem i Køge.
Og lige som sidst er det altså lykkedes at sikre politisk indflydelse for Dansk Folkeparti, der fremover sidder på tre af byrådets 27 pladser.
Indflydelse bliver der også for SF på trods af et dårligt valg, som reducerede partiet fra fire til to mandater i byrådet. Det bliver Torben Haack og Jacob Mark, der fremover skal repræsentere SF i byrådet.
- Jeg er glad for, at vi får politisk indflydelse - det er et godt resultat, vi har opnået på baggrund af udgangspunktet, siger Torben Haack.