Fortsæt til indhold

Red farmor med en gratis røgalarm

Få en gratis røgalarm, hvis du er over 65 år. Beredskabsforbundet i Køge er med i landsdækkende kampagne, der skal forhindre ældre i at brænde inde.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Vi hører alt for ofte om ældre, der mister livet i en brand i deres hjem, fordi de ikke når at komme ud i tide. Som regel bliver de røgforgiftede, inden de opdager branden, og indebrænder. Og den helt store årsag til disse tragedier er, at mange ældre ganske enkelt ikke ejer en røgalarm.
Beredskabsforbundet i Køge er med i en ny kampagne – Red Farmor – som skal bryde den tragiske statistik. Alle ældre over 65 år kan få en gratis røgalarm, ud fra først-til-mølle-princippet. Hvis du ønsker at få en gratis røgalarm, skal du henvende dig til Beredskabsforbundet i Køge på tlf. 2422 7614, hvor du bliver skrevet op. Beredskabsforbundets folk kommer så og sætter alarmen op i dit hjem.
Det er BrandBevægelsen og TrygFonden, der står bag Red Farmor-kampagnen.
"Røgalarmerne sættes op hos de ældre, fordi de udover at være den mest udsatte gruppe for dødsbrande også er den befolkningsgruppe, der har færrest røgalarmer i hjemmet. Forklaringen på det er ofte, at de ikke selv fysisk kan sætte en røgalarm op. Derfor må andre gøre det,” skriver BrandBevægelsen på sin hjemmeside, www.brandbevaegelsen.dk.

100 gratis brandalarmer til Køge-borgerne

Faxe, Stevns, Næstved og Køge kommuner samarbejder i den landsdækkende kampagne Red Farmor. I Køge Kommune er der i alt 100 gratis røgalarmer, som bliver givet væk til ældre i kommunen, mens kampagnen kører.
I Køge Kommune blev Red Farmor-kampagnen skudt i gang i dag, mandag den 25. november, hvor Brand & Redning Køge sætter den første røgalarm op hos en borger.
- Røgalarmer redder liv. Derfor er tilbuddet om gratis røgalarmer til ældre over 65 det helt rigtige tilbud, som vi håber, alle vil tage imod. Vi glæder os til at sætte den første alarm op og håber, vi på den måde kan sikre, at der ikke er flere ældre, der brænder inde, siger Køge Kommunes beredskabschef, Carl Johann Viereck.
Du kan allerede nu bestille en gratis røgalarm ud fra først-til-mølle-princippet. Ring til Beredskabsforbundet i Køge på telefon 2422 7614.pm