Tre partier kom ikke ind
Der bliver ikke plads til hverken Liberal Alliance, De Radikale eller Empartiet i det nye byråd
Der er ingen tvivl om, at SF's Diana Mose Olsen var en skuffet kvinde tirsdag aften oven på SF's dårlige valg.
Skuffelse var der også hos De Radikale, Empartiet og ikke mindst Liberal Alliance. Sidstnævnte havde med Peter Nikolajsen i spidsen øjnet muligheden for at lave en solid blå blok i det nye byråd, men der blev ingen plads denne gang.
"Det er gået ringe. Vi er dybt skuffede," sagde Peter Nikolajsen til JydskeVestkysten på valgaftenen og fortsatte:
"Jeg synes, vi har gjort en god indsats, og vi har haft rigtig mange i gang. Men vi har haft en dårlig økonomi, og de penge, vi havde, brugte vi på valgplakater. Og 70 procent af dem blæste væk," lød spidskandidatens opgivende ord til dagbladet.
Heller ikke Hans Bitsch-Larsen formåede at overbevise vælgerne om, at han skulle have sæde i det nye byråd, ligesom det nystiftede Empartiet altså heller ikke fik nogle mandater valgt ind.