Mega-Disney-koncert i Medborgersalen
Det sker på tirsdag aften - kom i Disney-julestemning, og det er helt gratis.
Det er igen i år Hvidovre Musikskole der står for denne Mega-Disney-koncert, med både brassband, rytmegruppe og mindst de dygtige sangere fra showtimegruppen. Sidste år i december var det en storslået succes - både i Medborgersalen og bl.a. i Frihedens Butikscenter. Det eneste kritikpunkt omkring koncerten var, at der blev sunget på originalsproget engelsk. Af hensyn til de mange mindre børn, syntes man, at nogle af sangene burde synges på dansk. Det har Musikskolen taget ad notam, - så i år bliver det Disney på dansk! - Det er rigtigt, at vi i år har fulgt en opfordring fra flere småbørnsforældre om at sangene bliver sunget på dansk, bekræfter Musikskolens leder Per Egholm, der også anbefaler interesserede at komme i god tid, da tilslutningen sidste år var ganske overvældende. Foruden mange af de kendte sange, vil brassbandet optræde med nogle af deres største hits, som de også skal have med på turen til Chile til februar. Bjørn Hyrup står i spidsen for Brassbandet og for løjerne denne tirsdag. Flere koncerter Foruden den store Disney-koncert, byder Hvidovre Musikskole på flere koncerter i løbet af december, - og der er gratis adgang til dem alle. Samme dag, tirsdag den 3. december kl. 19.00 besøger Sydkystens Blokfløjter + guitarensemblet ZipZapStrings således Musikskolens koncertsal på Sønderkærskolen, Kettegård Alle 2. Her er der ligeledes julemusik og de dygtige blokfløjtespillere er ikke kun fra Hvidovre, men kommer også fra Ishøj og Rødovre. Sydkystens Blokfløjter er et mangeårigt samarbejde mellem de tre kommuners lærere og elever og ensemblet har lavet mange koncerter, bl.a. i Tivoli. Blokfløjtekoncerten ledes af Pernille Spissky og Dorte Lester Nauta. Hun har, ligesom Bjørn Hyrup, arbejdet på Hvidovre Musikskole i 25 år. Søndag den 8. december kl. 15 er der JuleMGP med de rytmiske bands, også i Musikskolens koncertsal. Tirsdag den 10. december kl. 20 spiller Roskilde/Hvidovresymfoni koncert på Roskilde Bibliotek. Torsdag den 12. december kl. 20 spiller Roskilde/Hvidovresymfoni igen koncert, denne aften i Strandmarkskirken. m-