Fortsæt til indhold

Avedøre Kirke flytter kirketiden

Fra 1. søndag i advent 2013 flyttes tidspunktet til kl. 11.00 for fremtidige højmesser i Avedøre Kirke

Arkiv
Arkiv

Hvorfor er det en god ide? 1. Det er svært for børnefamilier at nå at komme til gudstjeneste kl. 10. Søndag vil man gerne sove lidt længere. Man skal komme i tøjet og sidde og spise hyggeligt sammen og uden stress komme ud ad døren til gudstjeneste. En time mere vil gøre det lidt nemmere at nå det hele. 2. Når der er dåb om søndagen, kan alle nå at komme frem - også familien fra Jylland. Og når gudstjenesten først begynder klokken 11, kan dåbsbarnet få sovet inden. Vi har hørt, at det passer bedre i de fleste børns rytme. 3. Når korpigerne eller andre har været til fest eller hyggeligt samvær, der trækker ud, kan man stadig nå at komme til gudstjeneste søndag morgen. 4. Den, der venter på at hjemmehjælpen skal komme og hjælpe om morgenen, kan nu pludselig godt nå at komme i tøjet, bestille kirkebil og nå at komme frem. 5. Måske er det vigtigste overhovedet, at man altså i et nyt menighedsråd med et gammelt personale kan finde ud af at ændre noget, som der siden kirkens begyndelse i 1964 ikke har været rørt ved. Måske er det et signal om, at kirken kan flyttes, at ting kan ændres, at vi kan gå nye veje, som gør at kirken bedre kan tage de kommende års udfordringer op. Den næste ændring følger lige efter i kølvandet på den første. Rigtigt brød ved altergangen - Vi vil ikke mere bruge oblater, de små hvide fra diakonissestiftelsen, men der skal bages brød. Vores fremtidige alterbrød er fremstillet af ganske små kugler, der stødes sammen til et brød med ca. 50 af de små. Disse brød kan brydes og så for enhver et lille stykke brød som en del af helheden. Vi har i mange år brugt dem ved børnegudstjenester. Og vores café er i gang med at lære opskriften, siger Paul Kühle. Hvad kan der dog ikke ske? Der har siden visionsdagene i Haslev været et lille udvalg, som arbejder med forandringerne, fortæller sognepræst Paul Kühle. Og disse TO ting er de ydre ændringer, men vi håber i udvalget, at der også er nogle indre. Vi vil gerne give sangen én på frakken, så menigheden udfordres til ikke bare at sidde og hygge sig med at organisterne spiller godt og pigekoret synger så dejligt. Vi skal synge sammen med dem. Vi skal bæres af vores organisters dygtighed til at synge højere med - også sådan, at det ikke gør noget, hvis vi ikke rammer alle tonerne rent. Få noget med hjem Vi vil også gerne sikre os, at folk, der kommer i kirke, får noget med hjem - det er præsternes opgave at sige noget til menigheden, som man ikke lige kan slippe og som giver lyst til diskutere det og måske få fortsættelsen næste søndag. Præsterne arbejder med det og inddrager bl.a. projektor, så man kan se et billede, et digt eller et citat. Det kan blive stående en tid, så det bundfælder sig. Vi har allerede vores læsere, der inddrager folk til at være aktive. Under tiden er der veksellæsninger mellem læser og menighed. Måske kan dåbsforældre eller andre læse ved dåb, vielser eller konfirmation. Måske kan man finde nye måder at udtrykke budskabet på. Vi har i udvalget tænkt, at vi kunne inddrage kunstnere både indenfor musik og billedkunst. Julekrybbe På søndag indvies kirkens nye julekrybbe. Vi havde en gammel én, der var lavet af trykimprægnerede lægter og halmmåtter og en skøn birketræskrybbe til Jesusbarnet. Vi har bedt Christian Hansen, lokal Hvidovrekunstner, om at kreere en ny til os. Sygruppen i kirken har deltaget ved at give figurerne tøj på. Vi får den at se til gudstjenesten, hvordan den både er nær, så vi kan røre den og flytte de vise mænd og røre ved lammet, og samtidig når man ud i det uendelige univers. Den vil stå i kirken hele december måned og indtil Hellig tre konger, så alle kan komme ind og se den og røre ved den. Gudstjenesten markerer på én gang kirkeårets nytår og Avedøre kirkes 36 års fødselsdag. Efter gudstjenesten åbner det årlige julemarked, hvor der kan købes juledekorationer og alskens velegnede julegaveting. Overskuddet går til Menighedsplejens juleuddeling. Alle indbydes til kirkefrokost (50 kr.) og mon ikke sulten er ved at indfinde sig, når klokken er en time mere end normalt. Under frokosten bliver der underholdning og vi synger lidt mere. Christian Hansen vil gerne fortælle om arbejdet med julekrybben og tankerne, han havde om det. - Alle er velkomne på søndag i Avedøre til en ny tid, udtaler Paul Kühle, kirkens gamle præst, profetisk.