Det er blevet vanskeligere
John Snedker tog valgnederlaget pænt, men lagde ikke skjul på, at han var en ærgerlig mand
Socialdemokraternes borgmesterkandidat John Snedker var en ærgerlig mand, da det ved 23 tiden tirsdag stod klart, at det heller ikke denne gang lykkedes at fravriste Johnny Søtrup borgmesterkæden.
"Det er ærgerligt og skuffende. Men jeg hæfter mig nu også ved, at socialdemokraterne stort set holder status quo, selv om Venstre er gået så langt frem," lød det på valgaftenen fra John Snedker.
Men hvad er det for en følelse, du står med nu her for at blive i sportsjargonen?
“Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi gik selvfølgelig efter en sejr, og den mission lykkedes så ikke. Vi havde lavet et bredt valgforbund, men desværre får SF en ordentlig lussing. Jeg føler med SF, det er ikke sjovt at få så dårligt et valg."
Er det også noget, som gør dig ked af det på jeres egne veje?
"Jamen det er klart. Vi var fire partier, der gik til valg på en ny politisk dagsorden med en ny borgmester. Men det skyldes selvklart også, at Venstre gik så meget frem som de gjorde."
Hvordan ser du fremtiden for Socialdemokraterne?
"Jamen vi har fremlagt nogle helt klare poltiske udspil, og dem vil vi da sætte i spil i det kommende byråd også. Men det er klart, det er blevet lidt vanskelige, nu hvor byrådet er blevet endnu mere blåt. Men så kridter vi skoene endnu mere."
Og hvad med din egen person?
"Jamen jeg er klar til at tage fat igen. Og jeg synes også, partiets position i en situation, hvor Venstre er gået så meget frem, er god."