Jeg græder for børnene

Foto: Per Rudkjøbing Det er synd for vores børn, mit hjerte bløder for dem, når jeg tænker på, hvad de har været igennem, siger Lilit Djaladian, når hun forklarer, hvad det har betydet, at hun, hendes mand og to børn på ti og tre år i oktober fik brev om, at de skulle forlade deres fælles land Danmark senest 25. november. En uge før udvisningen fik de besked om, at sagen var udsat, netop da de var på vej til Christiansborg for at overrække 1.000 underskrifter til justitsminister Morten Bødskov sammen med børn og forældre fra den ældste søn, Armens skole i Havdrup. - Jeg fik et chok af glæde, da jeg fik det at vide, fortæller Lilit Djaladian. Hun håber på, at familien får lov til at blive.

Frygter for livet

Alligevel er hun ked af, at hendes ældste søn Armen skulle nå at opleve uvisheden og utrygheden, der uvilkårligt kommer, når man få den besked, at man skal væk fra sine venner, væk fra sin dagligdag og hen til et land og et sprog som man slet ikke kender. - Han var ked af det, kunne ikke sove og ville ikke noget mere, fortæller hans mor og fortæller at, Armen troede, at han aldrig igen skulle spille fodbold, men i stedet miste alt, hvad han holder af. - Det er ikke i orden, at børn skal opleve sådan noget, siger Armens mor på fejlfrit dansk. Derfor var glæden stor hos 10-årige Armen og hans venner, da de fik at vide, at han kunne blive i landet foreløbigt. Og de har planlagt en hyggeligt genforeningsfest, hvor venskaberne og fremtiden skal fejres.

Klar med kufferten

Lilit Djaladian kom til Danmark, da hun var lille og har levet i mange forskellige flygtningelejre siden. - Jeg har været klar til at pakke min kuffert siden jeg var fem, når andre besluttede, at min familie skulle flyttes. Den tilværelse ønsker jeg ikke mine børn skal opleve, siger Lilit Djaladian. Først for fire år siden fik hun lov til at forlade flygtningelejren, hvor hun mødte sin mand for nogle år siden, og flyttede til Havdrup, hvor hendes forældre og familiens venner også bor.

Danmark er vores land

Danmark er landet, som samler familien Djaladian og dansk er det eneste fælles sprog de alle fire forstår og taler, fortæller Lilit Djaladian. Begge forældre har fuldtidsarbejde og familien klarer sig selv økononimisk. Hun arbejder i et sikkerhedsfirma, mens hendes mand arbejder med asylanter. Mor Lilit Djaladian er statsløs etnisk armener fra Aserbajdsjan, mens faren til hendes to børn Harris Kirjestorac er muslimsk serber. Mor og far har hver deres modersmål. Familien skulle udvises til Serbien, fordi man fra styrelsens side vurderede, at faren kunne få sin livsvigtige sclerosemedicin i han såkaldte hjemland, hvor han ikke har været i over ti år. Det tror Lilit Djaladian ikke på, da omkring 8.000 har sygdommen i landet, men kun 400 får medicinen. - Hvis vi bliver sendt til Serbien risikerer vi, at min mand bliver alvorligt syg og skal i kørestol med det samme. Og så kan han ikke forsørge os, siger Lilit Djaladian. Hun håber på, at familien nu får lov til at blive i deres fælles hjemland som er Danmark. ag@roskildeavis.dk