Fortsæt til indhold

Julen kommer til Esbjerg

Fredag den 29. november kommer julen til Esbjerg, når julemanden lægger til kaj på havnen, og træet på Torvet tændes

Arkiv
Arkiv

Endelig! Så er ventetiden ganske snart forbi for både små og store - måske nok mest for de små. Fredag eftermiddag lægger julemanden, og dermed også julen, til kaj på Dokhavnen i Esbjerg kl. 16.50. Sammen med hans nissepige kommer julemanden sejlende fra Grønland. Præcis som han også gjorde sidste år ved juletid. Dengang tog byens nisseorkester, nissebørn og hundredvis af andre børn og voksne godt imod ham, så mon ikke julemanden håber på en lignende modtagelse i år?
Fra havnen tager julemanden turen til Torvet i tog, hvortil han ankommer kl. 17.35. Cirka kl. 18.00 tænder han så Torvets store juletræ og byens mange julelys.
I mellemtiden underholder dygtige skøjteløbere og små ishockeyspillere på skøjtebanen, der traditionen tro må betrædes første gang denne dag.
Når jule- og lysbegejstringen har lagt sig en smule, er der god tid til at handle. Forretningerne i Esbjergs midte holder nemlig åbent helt til klokken 21.00 på fredag den 29. november.

Sidste års juletræ fik ikke lov til at stå ret længe på Torvet på grund af et kraftigt blæsevejr. Man må håbe, at det står bedre fast i år.