Juletræssalg til fordel for lejrskole
Arkiv
JUL: 7. klasse på Borup Privatskole har et stort ønske om at komme på lejrskole i 9. klasse. I den forbindelse er de nu gået i gang med selv at tjene penge ind til klassekassen.
De skal i år sælge juletræer på Eurospars P-plads.
- Så kom ned og støt dem ved at købe et af deres flotte juletræer. Og oplev den hyggelige julestemning, med musik, gløgg, varm kakao og julegodter, opfordrer Louisa Cacaco på vegne af 7. klasse på Borup Privatskole.
Der vil både være salg af rødgran og ædelgran. Og bor man i Borup by, har man mulighed for at få sit juletræ bragt lige til døren for blot 25 kr.
De friske skoleelever står på pladsen der hver weekend op til jul - fredag kl. 14 – 18 og lørdag/søndag kl. 10 -18.
pm