Bent bruger Brask
Med solid fremgang for Venstre og et fint personligt valg har Bent Jørgensen nu konsulideret sin plads som ubestridt partileder. Siden han overtog posten midt i den forgangne valgperiode har der af og til i byrådsgruppen været mange chef-aspiranter, som tidligere har siddet på store poster og stadig havde uforløste ambitioner. Nu får Bent Jørgensen alle tiders mulighed for at sætte tingene på plads i gruppen, der nemlig samtidig har fået en ubestridt nummer to i erhvervsmanden Lars-Christian Brask, som fik et enormt flot valg. Venstre besætter først sine poster på mandag, men det ligger i kortene, at Bent og Brask får de to vigtige pladser i Økonomiudvalget, og at partilederen selv tager pladsen som formand i Beskæftigelsesudvalget, der blev opnået i den afsluttende fase af konstituerings-forhandlingerne midt om natten mellem tirsdag og onsdag. tk