Godkendt sæson
Vejle Boldklubs cheftræner er tilfreds med udbyttet af sin første halvsæson som træner
Vejle Boldklub overvintrer på fjerdepladsen i landets næstbedste fodboldrække, Nordicbet Ligaen, med 29 point for 17 kampe. Det er samme antal point, som VB fik sidste efterår.
“Med et nyt mandskab og en ny træner synes jeg, det er godkendt. Vi har desuden slået FC Vestsjælland i pokalturneringen og skal spille kvartfinale mod Horsens den 5. december,” siger Tonny Hermansen.
“Vi startede med 13 spillere i sommer, og 3-4 af dem forsvandt hurtigt, så vi måtte hente mange nye ind, som skulle integreres, og vi skulle finde vores egen måde at spille på. Det gav naturligt nok nogle bump i starten, men i de sidste ni kampe har vi kun tabt til Silkeborg, og 1. Division er altså en rigtig stærk række,” siger cheftræneren.
Kende, kunne, beherske
Der er dog lang vej endnu, før Tonny Hermansen er der, hvor han gerne vil være.
“Vi arbejder med begreberne kende, kunne og beherske, og der er vi stadig kun i kende-kunne fasen,” siger træneren, der dog sætter et lille hak ud for forsvarsspillet, fordi VB er det hold, der er scoret færrest mål imod i 1. Division.
“Jeg håber af hensyn til kontinuiteten, at vi kan bevare de samme spillere de næste par år, for ellers skal vi jo til at starte forfra igen. Vi har brug for at have spillerne over længere tid,” påpeger Tonny Hermansen med henblik på, at ni spillere har kontraktudløb til sommer.
Kristian Gaarde
Cheftræneren mener, at det har været en samlet fornuftig holdpræstation, der ligger til grund for den af ham godkendte halvsæson. Han er ikke meget for at fremhæve enkelte spillere, men nævner dog Kristian Gaarde, der kom fra Næsby og ligesom Hermansen er klingende fynbo.
“Gaarde kom fra 2. Division, og ingen kendte ham, så han har nok overrasket nogle. Han har været afgørende for os i flere kampe.”
VB har desuden været uheldig med alvorlige skader til flere spillere. Niels Bisp Rasmussen brækkede benet, og Jakob 'Taz' Sørensen ødelagde sit korsbånd i løbet af efteråret, hvor Kaimar Saag og Henrik Kronborg også har været ude med langvarige skader og først er ved at blive spilleklare nu.