Fortsæt til indhold

Vildmanden på sidelinjen

I Flindts Fodspor

Arkiv
Jørgen Flindt

Kan I huske dengang, at hvor kvindelandsholdet i håndbold var det hotteste af det hotte? Åh, jo vi halvunge fyre savlede lidt over Rikke Solberg, og alle vi danskere frydede os, når Anja Andersen lavede de mest mærkelige mål, fordi hun bare var fra en anden håndboldplanet end alle andre.
Men i min optik var den sjoveste på det hold Ulrik Wilbek. Han bragte konceptet træner ind i en anden fase. Væk var alt om dansk hygge og tussenusse. Helt rød i hovedet råbte og skreg han på sidelinjen. Han ville vinde, og vinde gjorde de så. Nu er det så herrelandsholdet han fører til sejr efter sejr.
Nå, jeg kom til at tænke på Ulrik Wilbek, da jeg var på stadion i lørdags for at se kampen mellem VB og Hobro, for sidst i anden halvleg så fik Vejles træner et flip. Han ville bare gerne vinde, og hans hold, altså VB, pressede på for at score det mål, som vil give sejren. Bolden røg ud over sidelinjen lige foran Tonny Hermansen, som tog bolden og kastede den tilbage på banen igen, alt mens han hoppede som en dansesmølf på speed. For bolden skulle hurtigt i spil igen, og det skulle gå mere end stærkt. Publikum jublede, for er der noget som en træner, der viser passion for spillet?
Tonny Hermansen er en rigtig god træner for VB, og er vist bare generelt en god træner. Han skaber vildskab og gejst af den simple grund, at han selv går forrest, som en træner vel også helst skal.
Den slags kunne vi godt bruge mere af rundt omkring, for den slags skaber resultater. Men alt med måde dog.
Kunne man forestille sig min yngste bonusdatters klasselærer hoppe og danse og skrige til eleverne? Hun hedder Mette, og nej, det vil nok ikke være så godt, hvis Mette går amok på sidelinjen, og hopper rundt på høje hæle, når ungerne laver diktat.
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af det.
Eller hvad nu hvis borgmester Arne Sigtenbjerggaard render rundt i byrådssalen til byrådsmøder og hepper og skriger ad de andre byrådsmedlemmer? Altså det ville trække tilskuere til møderne, helt klart, men det vil nok ikke skabe de store resultater.
Men i sportens verden kan den slags fungere, hvis altså træneren gør det på den rigtige måde.
Entusiasme er ok, men mobning eller chikane dur selvfølgelig ikke.
Den slags gør Tonny Hermansen selvfølgelig ikke, om ikke andet af den simple grund, at så ville han være verdens dårligste træner. En træner skal selvfølgelig skabe et godt arbejdsklima, for alt andet giver dårlige resultater, og i sportens verden er resultater alfa og omega.
Nå, de røde fra Nørreskoven er meget underholdende at kigge på for tiden, men går snart på vinterpause. Der mangler lige en pokalkamp ude mod Horsens. VB rykker ikke op i denne sæson, med mindre der sker mirakler i foråret, men alt i alt klarer holdet sig til mere end bestået. Der er system og vildskab blandet i et, og den slags skaber vindere. Det lover godt for fremtiden.
Kvinderne fra håndboldlandsholdet skal vi i øvrigt til at kigge på igen, for de skal i gang med VM. Rikke Solberg, Anja Andersen og Ulrik Wilbek er ikke længere med på holdet, så nu må vi se om der vildskab nok til at nå langt.
Ellers kan holdet låne Tonny Hermansen for en stund, for så bliver det i hvert fald ikke kedeligt.