Stem på Charlotte
Charlotte Pløger fra Haderslev er eneste sønderjyde tilbage i dysten om at blive Årets Helt
Det er en stolt og rørt Charlotte Pløger, der som eneste sønderjyde er indstillet til Nordeas "Gør det muligt" prisen 2013.
"Det er et kæmpe skulderklap for en frivillig, der blot er frivillig, fordi det er sjovt - og fordi man får så meget igen," fortæller Charlotte Pløger, som er indstillet for opstarten af et gymnastikhold for børn med særlige behov/ADHD i Haderslev Gymnastik forening. Hun er selv mor til tre gymnastikpiger på henholdsvis 17, 13 og 9 år og arbejder som socialpædagog til daglig.
Stemmerunden på facebook med 20 kandidater, hvoraf 10 går videre til næste runde, slutter den 29. november - så det er nu, det gælder.
"Herudfra vælger en dommerkomité de sidste tre kandidater, der går videre til finalen, som afgøres i Boxen i Herning til DRs årlige sportskavalkade," uddyber Charlotte, som glæder sig over stemmerne på flere fronter.
"Det er som et Kinderæg - der er hele tre glæder. Jeg får et skulderklap, det er en flot reklame for vores hold og så er der også rigtig god omtale for Haderslev Kommune i vente."
Hvis du vil afgive din stemme på Haderslev-kandidat Charlotte Pløger, så gå ind på Facebook, søg Nordea Danmark og tryk på din lokale helt.