DSU'ere græd af glæde
Unge socialdemokraterne forventer mere indflydelse efter valgsejr
Mens borgmesterkæden blev forhandlet på plads om halsen på Erik Lauritzen i et klasseværelse på Humlehøj-Skolen i Sønderborg, ventede en større flok unge fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) utålmodigt uden for døren.
Trætte, men ogsår glade og flere fældede glædestårer, for de havde set skriften på væggen: Sejren var i hus, og Erik Laurtizen blev mødt sang, jubelbrøl og krammere, da han blev præsenteret som ny borgmester.
"Det er så vildt fedt. Vi har i DSU arbejdet hårdt for det her, og jeg er glad for indsatsen: Tænk hvis vi ikke havde ringet på dén ekstra dør, tænk hvis vi ikke havde uddelt dén ekstra brochure," siger Cecilie Christensen, formand for DSU i Snderborg.
Hun er ikke i tvivl om, at Sønderborg har fået den bedst tænkelige borgmester:
"Vi får en borgmester, der kan skabe udvikling og vækst, så vi kan få flere arbejdspladser."
Hun forventer bedre forhold for de unge under den nye borgmester:
"Vi forventer, at de unge studerende nu får deres gratis buskort. Det bliver kun begyndelsen, for vi har fået en borgmester, der lytter til os. Det betyder mere indflydelse til DSU," siger Cecilie Christensen.
DSU'erne har spillet en stor rolle i valgkampen ved bl.a. at sætte plakater op, dele foldere ud og opsøge vælgere.
"Man glemmer tit det hårde arbejde, der skal lægges i en valgkamp, og vi har virkeligt arbejdet for denne valgsejr," fortæller DSU-medlem Sarah Smalling, der er lillesøster til den socialdemokratiske kandidat Jesper Smalling,
DSU'erne skal også snart i gang med at pille valgplakaterne ned.
"Men først skal vi fejre sejren," griner Sarah Smalling.