Kreativ konfirmand-weekend
Konfirmander malede kirkebænke som led i konfirmationsforberedelse
Kirke Hyllinge Konfirmandstuen i Kirke Hyllinge og kirken i Sæby har summet af liv den forgangne weekend, hvor 50 konfirmander fra Kirke Hyllinge-Lyndby og Sæby-Gershøj har holdt weekend sammen. Weekenden er et led i den fælles konfirmationsforberedelse for de 4 sogne. Konfirmanderne har udsmykket to gamle kirkebænke med motiver fra Bibelen. Det er resulteret i scener fra dengang englen Gabriel besøgte jomfru Maria med bud om, at hun skulle føde Jesus-barnet, til selve fødslen i stalden i Betlehem, hyrderne på marken, de vise mænd, barnemordet og flugten til Egypten. Konfirmanderne lavede også motiver fra påsken, hvor Jesus rider ind i Jerusalem under folkets hyldest frem til den sidste nadver, bønnen i Getsemane have, korsfæstelsen og opstandelsen, og som kronen på værket, Helligånden, der kom og satte sig som luende ild på hovederne af de fortabte disciple. Det er ikke hver dag, man får lov til at male på kirkens bænke, og det har også kun kunnet lade sig gøre, fordi Kirke Hyllinge kirke er under restaurering og bl.a. skal have nye bænke. Derfor er de gamle bænke taget ud og kan bruges til fx at male på af konfirmander. Når konfirmanderne ikke malede, var de i Sæby kirke, hvor de øvede sang, så taget løftede sig, og der blev også tid til en tur i tårnet op til kirkeklokkerne og ind over kirkeloftet. Weekenden sluttede af med gudstjeneste i en kirke, der var fyldt til sidste plads i Lyndby.