Fortsæt til indhold

"Vi fortsætter den linje vi har lagt"

Den fortsatte kritik af forholdene på Overmarksgården gør indtryk på leder Gitte Fisker, men hun fastholder, at hun selv og personalet gør alt hvad de kan for at undgå stoffer og alkohol på forsorgshjemmet

Arkiv
Anne Andersen

Kritikken af forholdene på Overmarksgården der spreder sig fra beboere, naboer og tidligere medarbejdere til forsorgshjemmet Højløkke i Hedensted har vi præsenteret for institutionsleder Gitte Fisker.
"Jeg kan ikke kommentere konkret på, at man på Højløkke skulle have fået henvendelser fra nogle af vores beboere, det kan jo være det enkelte menneske der har svært ved at være her på Overmarksgården og derfor søger et andet sted hen. Det er ikke udsædvanligt".
På spørgsmålet om, hvordan det kan være, at det kan lade sig gøre, at man på Højløkke tilsyneladende formår at drive et forsorgshjem uden problemer med at håndtere stoffer, men at det ifølge kritikken ikke er tilfældet på Overmarksgården, lyder svaret:
"Det kan da være jeg skal aflægge dem et besøg og de hvordan de gør".

Stoffer og alkohol

Gitte Fisker har siden kritikken af Overmarksgården begyndte, fastholdt at hun selv og personalet reagerer så snart de opdager, at nogle af beboerne er i besiddelse af stoffer eller alkohol. Den påstand fastholder hun.
"Jeg anerkender, at der er både stoffer og flasker på nogle af værelserne, det kan ikke undgås, da langt de fleste af beboerne de er afhængige når de kommer her".
Skal man så bare acceptere, at der er stoffer og alkohol på Overmarksgården?
"Nej, det skal man ikke. Vi tager fat i borgeren hver eneste gang vi opdager at de er i besiddelse af alkohol eller stoffer, og hvis der er stoffer ringer vi til politiet. Jeg håber virkelig ikke, at mine medarbejde de bare kigger på, det ved jeg de ikke gør".
Når du erkender, at der er både stoffer og alkohol på beboernes værelser, kan du så genkende beskrivelsen af, at der også bliver solgt stoffer?
"Jeg ved ikke om der bliver solgt stoffer, og jeg har aldrig selv set det, men vi ved at stofmisbrugere har brug for deres stof, men det er ikke ens betydende med, at vi accepterer indtagelsen her på stedet".
Er der noget du fremadrettet mener skal ændres i den måde I arbejder på?
"Den linje der blev lagt i 2010, den fortsætter vi", slutter Gitte Fisker.