Hjælp til energirenovering
Husejere i Haderslev Kommune får hjælp til energirenoveringer af deres boliger
Det skal være nemmere og mere overskueligt for husejere at gå i gang med energirenoveringer af deres hus. En ny aftale, som Haderslev Kommune, Haderslev Erhvervsråd og projektet ”Energirenoveringshjulet” har indgået, betyder, at husejerne fra nytår kan få en uvildig konsulent til at komme og vurdere, hvorvidt huset trænger til energirenovering som nye vinduer, nyt tag, efterisolering eller en ny varmepumpe.
”Vi vil gerne motivere flere husejere til at gå i gang med at energirenovering. Vi har en forventning om, at 300 husejere får glæde af aftalen”, siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Hvis man siger ja tak til at få besøg af energikonsulenten, kommer konsulenten med et samlet bud på, hvilke energirenoveringer der kan laves. Det er dog op til husejeren selv at bestemme, hvilke forbedringer de giver sig i kast med.
Aftalen forventes både at nedbringe kommunens CO2-udledning og skabe nye, lokale arbejdspladser.