Fire sejre i træk til Vejle Boldklub Kolding
VBK har vundet alle sine kampe i foråret i 1. Division
Vejle Boldklub Kolding fortsætter med at imponere. I torsdags og søndags fik holdet yderligere to sejre, og de rødblusede har efter fire kampe maksimumpoint i forårets kampe.
I torsdagens udekamp mod Hobro var den 23-årige angriber Andreas Albers Nielsen for første gang i foråret med i startopstillingen. Han var valgt som angrebspartner til Bedi Duval. Det viste sig at være en god idé, for han scorede begge udeholdets mål i kampen, der sluttede 2-1 til VBK. Begge mål var på hovedstød efter indlæg fra henholdsvis Jan Frederiksen og Niels Bisp Rasmussen.
Eneste minus var, at træner Kim Brink i slutningen af kampen brokkede sig så meget, at han blev bortvist og derfor ikke måtte være på bænken i den næste kamp mod Skive.
Genvalg og mål af Albers
De to mål af Andreas Albers Nielsen gav genvalg til ham i søndagens hjemmekamp på Vejle Stadion mod Skive. Og igen var den unge angriber på pletten og bragte VBK foran i slutningen af 1. Halvleg. Gæsterne fik udlignet inden pausen, mens sneen væltede ned i Nørreskoven.
Men som i de seneste kampe kom VBK stærkt ud efter pausen og satte sig på spillet. Efter et kvarter var kampen reelt afgjort med to scoringer af Nicolaj Agger og Godwin Antwi.
Kampen mod Skive endte med en sejr på 3-1, og Vejle Boldklub Kolding rykkede op på 1. pladsen i 1. Division. De har dog spillet en kamp mere end FC Vestsjælland, der kan generobre 1. pladsen med en sejr på torsdag i deres udsatte kamp mod Skive.
VBK har nu to udekampe, inden der er lagt op til et brag af en topkamp onsdag den 24. april på hjemmebane mod FC Vestsjælland.