Fortsæt til indhold

Sønderjysk Forsikring sænker priserne

Arkiv
Arkiv

Sønderjysk Forsikring sænker fra årsskfitet prisen med ca. 10 procent i gennemsnit for bilforsikringskunderne – nærmere bestemt kunder med personbiler. 75 procent af kunderne vil opleve, at bilforsikringen bliver mellem 8 og 12 procent billigere.
"Det er kunderne, der ejer Sønderjysk Forsikring. Selskabet skal således ikke skabe et afkast til tilfældige aktionærer. Derfor er det naturligvis kunderne, der får gevinsten i form af lavere priser, når det viser sig, at et bedre skadesforløb betyder, at vi opnår store besparelser. Og jeg tror, at det er den filosofi, som i kombination med den høje service vi yder, der gør, at selskabet oplever en kundeloyalitet, som ligger markant over markedsgennemsnittet," siger adm. direktør Lars Andersen.
Sønderjysk Forsikring har hovedkontor i Sønderborg og filialer i Tønder, Aabenraa, Haderslev og Kolding. En stor del af væksten er de senere år kommet fra netop filialerne. Prisnedsættelsen vil styrke selskabets konkurrencekraft og dermed understøtte vækstplanerne for de kommende år.
"Det vigtigste er, at uanset om en given kunde får en lille eller stor prisnedsættelse, så er den pris, kunden betaler hos os, fortsat konkurrencedygtig. Det viser det omfattende analysearbejde, som ligger til grund for prisjusteringerne," siger adm. direktør Lars Andersen.