Holdleder tweeter fra katastrofeområde
Per Sloth Møller fra Tinglev er holdleder på FN-indsats i Filippinenerne. Følg hans indsats på Twitter
Interesserede kan nu følge Beredskabsstyrelsens indsats i Filippinerne efter tyfonen Haiyan på nærmeste hold. Lederen af styrelsens hold i landet, Per Sloth Møller, kan følges via det sociale medie Twitter.
"Min opgave er at støtte FN i arbejdet med at hjælpe filippinerne, og det er det, jeg bruger alle kræfter på. Men vi vil også gerne give folk derhjemme mulighed for at følge med i, hvad vi laver", siger Per Sloth Møller, der til daglig er sektionschef ved Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev.
Det er første gang, at en af styrelsens udsendte medarbejdere tweeter officielt fra en konkret indsats. Det sker med støtte fra medarbejdere i styrelsen i Danmark, som også skriver tweets på hans vegne.
Per Sloths Møllers brugernavn på Twitter er: @DEMApsmoller. Han skriver på engelsk, så internationale samarbejdsparter og andre engelsk-sprogede interesserede også kan følge styrelsens indsats.
Koordinationscenter for FN
Per Sloth Møller og fem andre medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen skal opstille og drive et koordinationscenter til brug for FN-personel, der skal fordele nødhjælp til de hårdest ramte områder i Filippinerne efter supertyfonen Haiyan.
Koordinationscenteret udstyres med satellittelefoner, netadgang og andet udstyr, der skal give FN-personellet optimale arbejdsbetingelser for at koordinere nødhjælpsarbejdet og dermed sørge for, at hjælpen hurtigst muligt kommer ud til de ramte områder.
"Der er et massivt behov for, at den rigtige hjælp kommer hurtigt ud til de nødlidende, og det er det, vi gennem vores koordinationscenter skal hjælpe FN med at sikre", siger Per Sloth Møller.
Udover opstillingen af koordinationscenteret assisterer to medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen Udenrigsministeriet i eftersøgningen af savnede danskere.