Flot pris til nyslået lærer
Nyuddannet lærer Helle Rosenkvist Volsgaard har modtaget Professionshøjskolernes og fagbladet Folkeskolens pris for et af årets bedste bachelorprojekter inden for lærerområdet
Helle Rosenkvist Volsgaards bachelorprojekt, der handler om at få elever til at interessere sig for -og give dem lysten til - matematik, er skrevet på University College Syddanmark i Haderslev, hvor Helle Rosenkvist Volsgaard, 41 år, har været net-studerende på læreruddannelsen. Projektet, med titlen 'Inquiry Based Learning i matematikundervisningen og skolen som vitaliseringsmiljø', fik en flot andenplads, da vidensportalen Lærerprofession.dk uddelte priser til årets bedste lærerprojekter, hvor bl.a. undervisningsminister Christine Antorini holdt tale. Ifølge undervisningsministeren er styrken ved årets vinderprojekter et fokus på at få elever til at undre sig og stille spørgsmål – det motiverer eleverne.
Helle Rosenkvist Volsgaard var både overrasket og stolt over, at hendes projekt blev udvalgt:
"Jeg er rigtig glad, men det er også ret overvældende at få den anerkendelse, som det jo er. Det er dejligt, at dét jeg har arbejdet så intenst med, er lykkedes," siger Helle Rosenkvist Volsgaard.
Sammen med andenpladsen blev den nyuddannede lærer belønnet med en pengepræmie på 4.000 kr., et boggavekort på 3.000 kr. samt en vase fra Kähler.
Brugt i praksis
Helle Rosenkvist Volsgaard har siden august været ansat som lærer på Strib Skole på Fyn, hvor hun bl.a. underviser 1. klasse i matematik. Her bruger hun sin viden fra bachelorprojektet i matematikundervisningen.
"I 1. klasse arbejder jeg fx med det første niveau af Inquiry Based Learning, som går ud på at få eleverne til at undre sig. Bl.a. bruger vi et sømbræt, hvor eleverne skal lave så mange forskellige kvadrater som muligt, det sætter tanker og undren i gang; 'kan vi mon lave flere?'. Her skal eleverne samarbejde, fordi det er en god måde at få sat ord på matematik," siger Helle Rosenkvist Volsgaard.
Som lykønskning havde Helle Rosenkvist Volsgaards 1. klasseelever hver især lavet et diplom til deres underviser med søde ord som 'Tillykke Helle' og 'Du er nr. 1'.