Fodboldignorant er blevet glødende VB-fan
Ny VB-sponsor, der ikke tidligere har interesseret sig for fodbold, er nu helt vild til VB’s kampe
Jimmy Link fra Give, der driver virksomheden Printmanagement Consulting Group fra sin privatadresse, har for nylig tegnet sit første virksomhedssponsorat. Han er blevet sølvsponsor og har fået en bandereklame i Vejle Boldklub, selvom han aldrig har interesseret sig for fodbold.
“Til kampen mod Horsens greb jeg mig lige pludselig i at stå og råbe og flippe ud på stadion, og jeg var med i byen efter sejren. Nu får jeg det fysisk dårligt, hvis VB taber,” fortæller den tidligere fodboldignorant, som pludselig er blevet fodboldfan.
Jimmy Link var også med på Vejle Boldklubs netværksmesse i Vingsted.
“Jeg vil gerne have, at de (andre virksomheder på messen) tænker på os, næste gang de har brug for en printer. Som lille virksomhed kan man godt blive lidt glemt, og derfor er det fint at være med her.”