Fortsæt til indhold

De konservative stempler nu også ind i regionsrådet

Har tilsluttet sig det syddanske regionsråds konstitueringsaftale og stridsøksen med Venstre synes dermed begravet

Arkiv
Fred Jacobsen

Kredsen, der er med i konstitueringsaftalen efter valget til det syddanske regionsråd, er vokset yderligere.
I går meddelte Det Radikale Venstres ene repræsentant i regionsrådet, Kristian Grønbæk Andersen, Odense, at han har tillsluttet sig den konstitueringsaftale, der blev indgået på valgnatten for en uges tid siden.
I dag er det så en af valgets tabere, De Konservative, der ligeledes stempler ind i det brede samarbejde med deres tre mandater. Dermed er 37 af regionsrådets 41 medlemmer med i aftalen, som betyder et brfedt samarbejde.
På valgnatten fandt valgforbundet med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sammen i en aftale. De havde et flertal på 21 mandater.
Socialdemokraterne tilsluttede sig lige efter - og nu er de tre konservative repræsentanter og den ene radikale også med.
"Jeg er glad for at få de konservative med i konstitueringsaftalen. Og så er jeg meget glad for hensigtserklæringen, der skal være med til at genoprette den gode tone i samarbejdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti. Dels ved at personangreb ikke mere skal forekomme, og dels ved at partierne er indstillet på at indgå et fælles valgforbund og valggruppe ved regionsrådsvalget i 2017, siger Carl Holst (V).
De konservatives spidskandidat Lasse Krull, Odense, var sammen med Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokraterne en af de to andre bejlere til posten som regionsrådsformand, men blev begge overgået af Carl Holst (V), der med næsten 100.000 personlige stemmer fik et meget godt valg.