Fortsæt til indhold

Designstuderende indtager Trapholt

Otte studerende udstiller på Trapholt i december

Arkiv
Arkiv

De senere års samarbejde mellem Institut for Design og Kommunikation på Syddansk Universitet Kolding og Trapholt kulminerer i december måned med en ny udstilling.
Otte studerende fra kandidatuddannelsen Designstudier er blevet sluppet løs på museet og har udarbejdet udstillingen “It Really Tied the Room Together” som sætter fokus på tekstiler og farver i hverdagens boligkultur.

“Trapholt og Syddansk Universitet har de senere år intensiveret dialogen på mange områder. Blandt andet har flere af universitets studerende fået studiejobs på museet, ligesom vi samarbejder om forskning og udstillingsideer.
I forbindelse med oprettelsen af vores nye kandidatuddannelse Designstudier har vi netop tilbudt de studerende et fag, hvor museal formidling er i centrum og på den baggrund er det lige i øjet, at Trapholt vil lægge rammer til en udstilling fremstillet af de studerende på kandidatuddannelsen”, siger Professor i Designkultur på Syddansk Universitet Anders V. Munch.

De studerende har med udgangspunkt i Trapholts møbelsamling skabt en udstilling som handler om tekstil i hverdagen. I boligindretningen, er tekstil netop det element vi bruger til at skabe rum i rum i boligen.
De typiske hverdagsmøbler som sofaer, lænestole, spisestole og borde optræder i grupper og bliver bundet sammen med såvel tæpper og puder som duge og andre boligtekstiler. På den måde er tekstiler elementer, der i høj grad definerer vores brug af de forskellige møbler.
Udstillingen tager udgangspunkt i Trapholts samling af møbler fra det 20. århundrede og kan opleves fra 5. december til 17. december.