Haderslevpiger tog prisen
Dygtige unge fra blandt andet Haderslev vandt priser ved Danish Entrepreneurship Award 2013
Omkring 5.000 elever, studerende, undervisere og erhvervsfolk fra hele landet var i går samlet i Fredericia for at fejre innovation og iværksætteri ved Danish Entrepreneurship Award 2013. Her blev blandt andet elever fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup, i Haderslev, hædret for deres ideer og opfindelser.
Pigerne fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup i Haderslev vandt 'Edison-prisen' for deres tandbørsterenser, der renser din tandbørste via ultraviolet lys. De har arbejdet med idéen i skolen i løbet af efteråret, gået videre fra den lokale finale og nu vundet landsfinalen.
”Det har været virkelig fedt at være med i dag og en spændende oplevelse. Det har også været rigtig inspirerende at se de andre grupper. Men vi havde ikke troet at vi ville komme så langt. En førsteplads – det er ret vildt!” lyder det fra de fire piger bag 'Cleate'.
Edison-konkurrencen stod mellem 6. og 7. klasser, og prisen lød på 10.000 kr.