Søndag skal skoene snøres
I år byder julemærkemarchen i Fredericia på en nyhed, en distance på kun 3 km
I år falder den 1. december på en søndag. Helt perfekt, for så kan du indlede julemåneden med en sund gåtur - og samtidig støtte et godt formål, nemlig de danske julemærkehjem.
Som noget nyt kan Julemærkemarchen i Fredericia præsentere en rute på tre kilometer. Dermed kan deltagerne vælge mellem tre distancer.
Tre, fem eller ti kilometer.
“Vi håber, at det nye tiltag med en kortere rute giver os endnu flere deltagere,” lyder det fra Harry H. Nielsen, der har været med siden 1977 - og var med til at tilrettelægge den allerførste julemærksemarch i Fredericia.
Tilslutningen har altid været høj. Sidste år var den på omkring 700 deltagere.
Gå med søndag den 1. december, kl. 9-11. Startsted: Fredericia Omdelingscentret, Indre Ringvej 25. Startgebyr: 55 kr. inkl. Julemærkemedalje, 25 kr. inkl. Julemærkediplom.