Soroptimister bliver flere
Soroptimist International Aabenraa er en klub i vækst og tæller nu 31 medlemmer. Klubben er en del af en international organisation, som arbejder for at fremme menneskerettigheder og kvinders status. Klubben fejrer i år sin 64 års fødselsdag. Det blev markeret på klubmødet forleden, hvor der også kom gæster fra naboklubber i Flensborg og Tønder. Festtalen blev holdt af Hanne Jensbo, Århus, der er tidligere præsident for soroptimister i hele verden. Hanne Jensbo har i år besøgt nogle klubber i Japan og oplevet, hvordan landet stadig er præget af følgerne af tsunamien, der ramte Japan i 2011.
Soroptimist International støtter projekter – både i nærområdet og i andre lande. I år deltager Soroptimist International – Aabenraa med en tombola på ”Julemandens værksted”, der holdes på Folkehjem den 23. – 24. november. Overskuddet ved tombolaen går til Julemærkehjemmet Fjordmark og bliver overrakt, når soroptimisterne holder julemøde på Fjordmark.