DF og Venstre giver ikke op
I kan få borgmesterposten, lyder tilbuddet til de konservative fra Venstre og DF
Erik Lauritzen er Sønderborgs nye borgmester. Måske.
For Venstre og Dansk Folkeparti kommer nu med et desperat tilbud til de konservative og Slesvigsk Parti.
Det nye konservative byrådsmedlem Ole Wandahl Stenshøj kan få borgmesterposten, mens Slesvigsk Parti kan få viceborgmesterposten og en ekstra formandspost.
Tilbuddet fremsættes i et åbent brev fra Venstres Peter Hansen og Dansk Folkepartis Stefan Lydal.
"På valgnatten valgte det Konservative Folkeparti at gå til Socialdemokraterne og Enhedslisten og dermed ligge den 16. og afgørende mandat til, at Sønderborg de kommende fire år bliver en rød kommune med skattestigninger. Efterfølgende tilsluttede Slesvigsk Parti sig. Såvel DF som Venstre fik at vide, at vi ikke var velkomne. Dermed viste partierne med al tydelighed, at det ikke var et bredt forankret samarbejde de ønsker for Sønderborg Kommune de kommende 4 år. Det synes vi er trist. Trist for kommunen. Trist for samarbejdet," skriver de i brevet.
Tilbuddet fra DF og V omfatter borgmesterposten til de konservative samt viceborgmesterposten og to udvalgsformandsposter efter eget valg til Slesvigsk Parti.
"Resultatet af kommunevalget den 19. november viste ellers et flertal for et socialt liberalt borgerligt byråd. DF og Venstre ville gerne sikre at dette også blev manifesteret i de kommende 4 år i Sønderborg. Det ønske har vi fortsat. Også selv om det betyder at vi ikke kan få borgmesterposten. Alene af den grund, at vi har Sønderborg kommunens fremtidige udvikling som vores 1.prioritet," fremgår det af brevet.
Selvom der allerede er indgået en aftale mellem Socialdemokraterne, Konservative, Slesvigsk Parti, Fælleslisten og Enhedslisten, kan den godt ændres. Den indgåede aftale er nemlig ikke juridisk bindende, og derfor er alt i spil frem til den 12. december, hvor det konstituerende byådsmøde finder sted.