Her er de nominerede
Bruno Steffen Samuelsson, Jette Jakobsen og Rene Sørensen. Det er navnene på de tre personer, som Handicaprådet har nomineret til Haderslev Kommunes Handicappris 2013
De tre nominerede er kendetegnet ved – på hver deres måde – at yde en stor indsats for handicappede i Haderslev Kommune.
* Bruno Steffen Samuelsson. Fordi han nu gennem 34 år har ydet og fortsat yder en utrolig stor indsats som instruktør for handicappede skytter i Haderslev Kommune.
* Jette Jakobsen. Jette har igennem mange år været en rigtig ildsjæl og ydet en stor indsats som frivillig og instruktør i H.H.I. – Foreningen for dem med særlige behov, tidligere Haderslev Handicap Idræt
* Rene Sørensen fra danseskolen Step By Step. Rene har ydet en stor arbejde for unge og ældre handicappede i Haderslev Kommune, og hans danseskole har som den eneste danseskole i Danmark et hold for handicappede. Holdet var i oktober til para VM i Brøndby og kom hjem med en flot 3. plads.
Hvem der vinder vinder prisen og de medfølgende 5.000 kr. afsløres ved et arrangement på Harmonien i Haderslev den 3. december, som også er international dag for personer med handicap.
Ud over uddeling af handicapprisen vil der være foredrag ved dobbelt OL-guldmedaljevinder i Goalball, Søren Holmgren. Søren, som er født med en sygdom, der har gjort, at han har mistet synet, vil inspirere til, hvordan man ikke skal lade sit handicap begrænse ens liv og drømme. Derudover vil der være musikalsk underholdning ved Musikværkstedet fra Gram. Handicaprådet vil være vært ved sandwich, kage og frugt samt kaffe, the og vand.
Arrangementet på Harmonien er gratis, og alle interesserede er mere end velkomne til at deltage. Sidste frist for tilmelding er den 30. november. Tilmelding kan ske til sekretær for Handicaprådet Henrik Tirsbæk Jørgensen på tlf. 74 34 27 03 eller mail: hetj@haderslev.dk
Haderslev Kommunes Handicappris uddeles hvert år til en person, forening eller lignende, som har ydet en særlig indsats for handicappede i kommunen. Alle i kommunen har haft mulighed for at indstille kandidater til prisen.