Fortsæt til indhold

VM i kvinde-matchrace kommer til Middelfart

Verdenseliten kommer til Danmark, når verdensmesterskabet i matchrace for kvinder skal afholdes i 2015

Arkiv
Arkiv

Verdensmesterskabet i kvinde-matchrace skal afholdes i Middelfart i 2015.
"Udnævnelsen betyder, at den absolutte verdenselite inden for kvindelig matchrace kommer til Danmark i 2015. Der er i sejlerkredse rigtig megen prestige i at få lov til at afholde sådan et mesterskab, og da vi hos Match Racing Denmark er konkurrence-mennesker til fingerspidserne, er det klart, at vi er meget glade i dag," lød det fra Søren Mathiesen Laugesen, Regatta, Event og Partner Manager hos Match Racing Denmark i Middelfart, da udnævnelsen blev offentliggjort.
"Det er vigtigt for os at tiltrække verdensmesterskabet for at styrke dansk sejlsport og sætte fokus på vores sportsgren. Det er et scoop for sporten, for os og for vores samarbejdspartnere, for Trekantsområdet, Fyn og hele Danmark, at det er lykkedes os at få dette VM hertil i 2015," siger Søren Mathiesen Laugesen.
Suveræn værtspræstation

I budrunden var Danmark oppe mod Polen, Sverige og to bud fra USA. Men det blev altså Danmark, der løb af med sejren.
"Vi har hos Match Racing Denmark stor erfaring i at afholde stævner; dels lever vi af at sejle med og teambuilde erhvervslivet, og dels afholder vi hvert år en række nationale og internationale stævner. Hver eneste gang vi afholder et stævne, får vi mere træning i det. Fx afholdt vi EM i matchrace i 2009 og det prestigefyldte ISAF Nations Cup 2013 Grand Final i august, som mange nok husker. Vi føler os derfor i topform til at afholde VM i kvindematchrace i 2015, uddyber Søren Mathiesen Laugesen.
Han er da heller ikke i tvivl om, hvorfor valget netop faldt på Match Racing Denmark.
"Begrundelsen var uden omsvøb vores suveræne værtspræstation ved afholdelsen af Nations Cup. Både rent sportsligt og vores meget succesfulde mediedækningsarbejde, som også vil blive en del af kvinde-VM'et i 2015," slutter han.
Det eksakte tidspunkt for afholdelsen af VM'et, hvis officielle navn er ”2015 ISAF Women's Match Racing World Championship”, vil blive meldt ud, så snart det ligger fast. Stævnet blev første og sidste gang afholdt i Danmark i 2006 i Skovshoved, hvor Dorte O. Jensen fra Danmark vandt guld.