Fortsæt til indhold

Det er aldrig for sent eller for tidligt at leve sundt

Arkiv
Arkiv

FOREDRAG: FOF Ved Køge Bugt kunne tirsdag notere en kæmpe succes, da Cand. Scient i Human Fysiologi, Chris MacDonald, gæstede Teaterbygningen i Køge.
Det var et arrangement der virkelig kunne trække publikum af huse. Med 821 solgte billetter måtte Chris MacDonald holde sit foredrag over to gange - foran ca. 400 publikummer pr. gang.
I sit foredrag præsenterede den amerikansk fødte Chris MacDonald de seneste resultater og forskning indenfor sundhed – fra motivation, motion, søvn, stress og til kost – serveret med masser af humor.
Hvordan får vi det sunde og gode liv til at hænge sammen med det travle hverdagsliv? Vi skal i dag nå mere og mere i løbet af en enkelt dag, og kravene til vores engagement og indsats på arbejdet og i fritiden bliver større og større.
Det eneste, der ikke ændrer sig er, at der stadig kun er 24 timer i døgnet.
Vi har skabt en verden, som udfordrer de gode valg og vores sundhed, men vi har mulighed for at arbejde med os selv og vores vaner – lave et You-TURN - for at opnå et sundere liv. I den sammenhæng er information, inspiration og motivation vigtige redskaber.
I foredraget inddrog Chris MacDonald blandt andet sine erfaringer og refleksioner fra det tankevækkende projekt: U-TURN. Chris MacDonald motiverede og underholdt publikum igennem hele foredraget, så mange gik fra Teaterbygningen med modet til at tage det første skridt mod et sundere og bedre liv.

Over 800 mennesker havde tilmeldt sig arrangementet, der måtte afvikles i to omgange. (Foto. JCJ).