Nyt byråd blev ulovligt
Konstituerende møde må flyttes fra mandag til onsdag efter indsigelse fra Stougaard
Roskildes nyvalgte byråd skulle have konstitueret sig ved et møde på mandag den 2. december, men det viste sig at være ulovligt, så derfor bliver det rykket til onsdag den 4.
Viceborgmester Henrik Stougaard blev opmærksom på problemet, og nu har kommunaldirektør og forvaltning været nødt til at tage hans indsigelse til efterretning.
Fejlen er opstået, fordi det nye byråd ændrer i antallet af udvalg og dets opgaver. Det kræver en ændret styrelsesvedtægt, der først skal vedtages to gange af det gamle nuværende byråd.
Den første vedtagelse kan foregå på det ordinære møde onsdag den 27, og anden gang var planlagt til næste ordinære møde 18. december.
Men dermed ville den nye vedtægt altså ikke være gældende, når et nyt byråd brugte den ved sit konstituerende møde mandag den 2.
Proceduren ændres nu, så det gamle byråd samles til et ekstraordinært møde onsdag den 4. Klokken 17. Når vedtægterne så er godkendt her, kan et nyt byråd træde sammen en time senere og konstituere sig på fuld lovlig vis.
Henrik Stougaard havde stillet følgende spørgsmål:
- Er forvaltningen enig i det synspunkt, at det nyvalgte byråd ikke kan konstituere sig ud fra en styrelsesvedtægt, der ikke er endeligt vedtaget?
Et bekræftende svar på dette kom så onsdag morgen.
tk