Fortsæt til indhold

Hvorfor stemme personligt?

Nogle partier har sideordnet opstilling, andre listeopstilling. Men hvad er forskellen?

Arkiv
Peter Friis Autzen

Når man går i stemmeboksen i dag, er der masser af muligheder for, at ens kryds ender med at tilfalde en anden kandidat, end man havde tænkt sig. Eller et andet parti.
Derfor giver det god mening at gøre sig nogle tanker på forhånd.
Hos de partier, der benytter sideordnet opstilling, giver det ekstra god mening at gøre sig overvejelser om at stemme personligt - altså at sætte sit kryds ved navnet på den kandidat, man ønsker at se i byrådet.
Partier, der har sideordnet opstilling, fordeler nemlig sine mandater ud fra, hvilke af partiets kandidater, der har fået flest personlige stemmer: Den første byrådsstol tilfalder den, der har fået flest personlige stemmer. Den næste stol tilfalder den kandidat, der har fået næstflest. Og så videre.
I Fredericia kommune gælder dét for følgende partier:
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti, Epolitik, Liberal Alliance, Fredericia Udvikling, Borgergruppen og Venstre.

Listeopstilling

I partier med listeopstilling, har partiet på forhånd besluttet sig for, hvilken rækkefølge deres kandidater skal indtage byråds-stolene. Her betyder de personlige stemmer mindre.
I Fredericia gælder det følgende partier:
Socialistisk Folkeparti, Danskernes Parti, Dansk Folkparti og Enhedslisten.

Valgforbund

Partier, der har indgået valgforbund, har aftalt at udveksle "tiloversblevne" stemmer. Det vil sige, at det parti, der er tættest på at opnå et mandat, låner de stemmer, et andet parti har "til overs".
Dermed kan stemmen ende med at tilfalde ikke bare en anden kandidat, men også et andet parti, end vælgeren ønskede. Derfor har vælgerne krav på at kende til de indgåede valgforbund, som ofte er offentliggjort ved et ret lille opslag ved indgangen til valglokalet.
I Fredericia har Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten indgået valgforbund med hinanden.
De Konservative har indgået valgforbund med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Og Epolitik har indgået valgforbund med Borgergruppen.
Eneste partier uden valgforbund er Venstre, Danskernes Parti og Fredericia Udvikling.