Opklodset og udbrændt
Stjålen bil stod ikke til at redde, da ukendte gerningsmænd stak ild til den
Når man får stjålet noget, er det desværre ikke altid en fryd, når politiet finder frem til de forsvundne sager.
For eksempel var der ikke meget at fejre for ejeren af en stjålet rød personbil, der mandag aften omkring kl. 18 blev futtet af på Holmevej nær Simons Put and Take.
Selvom brandvæsnet blev kaldt ud, stod bilen ikke til at redde.
Tidlig forbrydelse
Bilen blev stjålet i Jyderup 9. november, men mellem da og op til branden var der ikke nogen, der havde set den.
Nærmere undersøgelser viste, at bilen var blevet klodset op, så nogen kunne stikke af med både bilens dæk og fælge, inden branden.
- Branden fandt sted rimelig tidligt på aftenen, så vi håber på, at nogen har set noget mistænkeligt i området, siger kommunikationsmedarbejder fra Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.
Hvis man har oplysninger til sagen, kan man ringe til ordensmagten på telefon 114.
hw