Domkirken i festhumør
Når kalenderne skifter til 1. december på søndag er det både indledningen på julemåneden og på kirkeåret, da det samtidig er første søndag i advent. Det markerer domkirken med tre festgudstjenester. Søndagen begynder med højmesse kl. 10, hvor både biskop Peter Fisher-Møller, domprovst Jens Arendt, og kirkens øvrige præster medvirker, og sognepræst Per Vibskov Nielsen prædiker. Klokken 14 er der familiegudstjeneste for børn, forældre og bedsteforældre ved sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen, hvor hun udover domkirkens børnekor og juniorkor, også har inviteret to meget specielle gæster med. Umiddelbart efter familiegudstjenesten er der adventshygge i Konventhuset, hvor der serveres saftevand, kage og kaffe, og er mulighed for at flette julehjerter. Og dagen runder sognepræst Paul Kofoed Christiansen så af kl. 17 med en stemningsfuld aftengudstjeneste. Dagen byder også på gratis adgang til de kongelige kapeller, tænding af det første lys i den store advendtkras. Endnu en festlig begivenhed fejres samme dag, da menighedsrådsmedlem og tidligere kirkeværge Kjeld Winckelmann har 25 års jubilæum som medlem af menighedsrådet. Det bliver markeret med en reception for menighedsrådsmedlemmer lige efter højmessen.