Fortsæt til indhold

Lokalt arbejde skal fremmes

De seks partier vil i samarbejde skaffe lokale job til lokale arbejdere

Arkiv
Peter Friis Autzen

Lokale virksomheder og arbejdstagere skal have ekstra gode vilkår i Fredericia. Det mener de seks partier, der har indgået konstitueringssamarbejde i byrådet for de kommende fire år.
"Nye arbejdspladser skal komme lokale til gavn," siger kommende borgmester, Jacob Bjerregaard (S).
"Det er vi enige om. Men vi er nok ikke helt enige om metoden," tilføjer han og forsikrer, at den fremtidige erhvervspolitik skal udarbejdes i tæt dialog med det lokale erhvervsliv.
Det er sød musik i ørene på Mikael L. Kristensen, der er formand for Fredericia Håndværkerforening.
"Det viser, at man har tænkt sig godt om. Fredericia Håndværkerforening ønsker ikke, at den frie konkurrence sættes ud af kraft. Men hvis arbejdet kan skæres til, så de lokale virksomheder kan byde ind på det, så svarer det til det, vi har sagt og ønsket os i årevis. Det vil vi meget gerne medvirke til. Så lover vi til gengæld, at vi vil give de unge lærepladser og påtage os den sociale forpligtelse overfor de, der har brug for hjælp til at komme i gang igen," siger Mikael L. Kristensen.
Kommuner er underlagt stramme regler for, hvordan de indretter deres udbud. De må for eksempel ikke på nogen måde forskelsbehandle til fordel for lokale virksomheder, selvom det kan være en fordel i form af lokal skattebetaling, lokale arbejdspladser og uddannelser.