Fortsæt til indhold

Enhedslisten står til et kanon valg

Benny Dall tør ikke regne med noget, men ny undersøgelse viser, at Enhedslisten kommer ind i Kolding

Arkiv
Susie Jessen

Eksperter har længe forudsagt, at Enhedslisten får et godt kommunalvalg efter at de har klaret sig godt i meningsmålingerne på landsplan.

Og det ser nu også ud til, at den tendens rammer Kolding.
Det skriver JydskeVestkysten som har lavet en exitpoll i samarbejde med Munkensdam Gymnasium, hvor Enhedslisten får ni procent af stemmerne og dermed er større end SF, som får otte procent i undersøgelsen. 506 vælgere er blevet spurgt i undersøgelsen, som skal tages med væsentlige forbehold på grund af antal og overvægt at blandt andet pensionister.

Benny Dall, som er spidskandidat for Enhedslisten stemte selvfølgelig på sig selv, da han her til eftermiddag gik i stemmeboksen i Parkhallen i Kolding.

"Jeg vil ikke sige, at jeg regner med noget, men jeg håber selvfølgelig på det bedste. Men alt kan jo ske på valgnatten", lød det fra Benny Dall, da Lokalavisen mødte ham i Parkhallen.
Resten af eftermiddagen skal han tilbringe hjemme sammen med familien, inden turen går ind til Rådhuset i aften.