Fortsæt til indhold

Kig dine venner og kollegaer i øjnene

Ny klumme af Anders Due

Arkiv
Af Anders Due

Jeg husker det tydeligt. Min første øjenkontakt med min hustru. Det gav hjertebanken, hurtigere vejrtrækning og en masse andre reaktioner. Hendes øjne er bare smukke, jeg kan slet ikke give slip på dem.
Jeg husker også, fra da jeg var dreng og havde lavet ballade, så turde jeg ikke kigge min mor i øjnene. To vidt forskellige former for øjenkontakt med to vidt forskellige indgangsvinkler.
Nogen mener, at vi kan se ind i sjælen via øjnene på et andet menneske. Jeg mener, vi ser det hele menneske. Der udsendes mange signaler fra øjnene, øjenvipper og i det hele taget hovedets muskulatur. Vi blotter også os selv ved øjenkontakten.
Vi fortæller ubevidst om, hvordan vi har det. Har du det svært med at se andre i øjnene, kan følgende øvelse være en hjælp. Find en kollega eller en god ven, som gerne vil være med til øvelsen. I skal afsætte en time. Brug et ur med alarm til øvelsen og gentag den gerne af flere gange over nogle uger/måneder.
I skal sætte jer på to stole lige over for hinanden med fem centimeter mellem jeres knæ.
Se hinanden i øjnene konstant, hvor først din ven fortæller om alt det han/hun er god til, og dernæst dig, med alt det du er god til.
Giv hinanden lov til at grine og smile til hinanden, men hold fokus på øjenkontakt. Hold dernæst en pause på 10 minutter med almindelig snak om, hvordan det var. Dernæst sætter I jer igen og kigger hinanden i øjnene i 20 minutter uden at sige noget.
Smil gerne til hinanden, men hold øjenkontakt. Du vil opleve med øvelsen, at dit liv vil forandre sig, og at du bliver mere jævnbyrdig i en almindelig samtale med andre mennesker fremover.