Fri mig for janteloven
Jeg er så træt af janteloven. Den sætter grænser og gør ondt. Den stopper enhver kreativ udfoldelse. Janteloven er en lov, vi for enhver pris skal have smidt ud med affaldet.
Og det kan godt lade sig gøre. Sammen kan vi ændre tingenes tilstand. Vi har her brug for viljens kraft. En vilje til at ændre indstilling. Ændre indstillingen til at du tror på, at du er noget, og at du kan noget.
At der er plads til dig, at du har betydning for andre. Dine venner og familie har brug for dig. Du er værdifuld, ja, meget mere end du måske går rundt og tror. Du har en viden og en erfaring, du kan give videre, og det skal du være stolt af.
Du har også evnen til at lære alt. Og kast dig bare ud i det. Hvad er det værste, der kan ske. Elsk dig selv og hold af dig selv. Kig dig i spejlet hver morgen og nyd, hvad du ser. Kig ind i spejlet og sig højt, at du ser godt ud, at du kan klare alt, hvad dagen bringer.
Når du så i løbet af dagen får en irriteret bemærkning, så noter dig den og bemærk den med accept. Træk vejret ned igennem den, og lad den flyve bort, som et dun i vinden. Lad dig rumme af kærlighed til dig selv. Det er nemlig den kærlighed til dig selv, der får dig til at kunne rumme den verden du, lever i. Du er en 1'er. Du er unik, og du er noget helt specielt.
Lad weekenden være begyndelsen på dit nye liv, hvor netop din kærlige og kreative side hos dig selv får fokus. Så vil du efter et stykke tid opleve en helt anden form for livskvalitet med øget selvværd. Tro mig, det smitter. Efter lidt øvelse vil du bemærke, at der er flere mennesker, der smiler til dig.
God weekend.