Evaluering af kommunale byggerier i Stationsområdet
- inden nyt udbud
KØGE KYST: Køge Kommune har sammen med TK Development Danmark (TKD) i løbet af sidste halvdel af 2013 gennemført udbud med henblik på opførelse af aflastningsboliger, genoptræningscenter og daghjem samt butikker i stueplan, og en Rådhusudvidelse ligeledes med butikker i stueplan.
Efter et længere forhandlingsforløb må Kommunen og TKD desværre konstatere, at det ikke er lykkedes at nå frem til et tilfredsstillende resultat, som ligger indenfor de budgetmæssige forudsætninger.
Køge Kommune vil derfor nu evaluere processen og efterfølgende tage stilling til et eventuelt nyt udbud. Evalueringen gennemføres med ekstern rådgiverbistand, således at der kan ses på den samlede udbudspakke med friske øjne.
Køge Byråd blev orienteret om den seneste udvikling på sit møde i tirsdags. Det forventes, at der kan træffes beslutning om det videre forløb i januar måned. Det giver samtidig det nye Byråd god mulighed for at sætte sig ind i det samlede projekt.
Gennemførelsen af de nævnte byggerier er en central del af Køge Kyst-projektet i Stationsområdet. Derfor er det vigtigt med hurtig afklaring af udbudsprocessen, så det ikke forsinkes mere end højst nødvendigt.
pm