Fortsæt til indhold

En bred konstituering er på plads i Aabenraa

Den kommende borgmester, Thomas Andresen (V), kunne forleden præsentere holdet, der tegner Aabenraa kommune fire år frem

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Det blev den ventede brede konstituering, som Aabenraas kommende borgmester, Thomas Andresen (V), præsenterede på rådhuset i sidste uge. Han har fået sammensat et hold, der betyder, at han med konstitueringsaftalen i hånden opnår støtte fra 29 af byrådets 31 medlemmer. SF og Enhedslisten er ikke med i aftalen.
Thomas Andresen var tydeligt glad for konstitueringen.
“Jeg har gennem de seneste fire år i byrådet oplevet et konstruktivt samarbejde, og det har banet vejen for, at vi også fremadrettet vil samarbejde til gavn for hele Aabenraa kommune”, lød fra Thomas Andresen
“Vi har i konstitueringsaftalen fået formuleret de ting, vi er enige om, og også de forskellige partiers særinteresser. Og med det i mente, vil vi nu arbejde med respekt for hinanden”, lød det videre.
Konstitueringen omfatter altså, udover valgets sejrherrer Venstre og Dansk Folkeparti, også De konservative, Slesvigsk Parti og Socialdemokraterne.
For Dansk Folkeparti og Ejler Schütt venter en noget uvant rolle med den nye konstitueringsaftale.
“For mit eget vedkommende skal jeg nok til at være lidt mere sporhund for Aabenraa kommune i stedet for vagthund. Jeg skal nok til at udtrykke mig lidt anderledes. Men det rykker ikke ved, at Dansk Folkeparti stadig står fast på vores mærkesager. Og det er der heldigvis plads til i den nye aftale”, lød det fra Ejler Schütt.
“Det er en glædens dag. Vi anerkender, at Thomas har valgt den brede konstituering. Det er vigtigt, at der er en solid base bag borgmesteren”, lød det fra Jan Riber Christensen.