Julemarked på Ryegaard Gods
Lørdag åbner traditionsrigt julemarked
Lejre Julestemningen er til at tage og føle på i skoven ved Ryegaard Gods. Her ventes der i spænding på gæster til det store og traditionsrige julemarked mellem Holbæk og Roskilde. Hestene er spændt for vognene og er klar til at fragte gæsterne ud i skoven, hvor juletræerne står klar til at blive fældet. I år er alle træerne for første gang mærket med farvekoder efter højde, så børnene kan blive sendt ud som juletræsspejdere og lede efter et træ i lige præcis den højde og pris, som passer hjem til stuen. Julemarkedet har åbent første gang imorgen lørdag 30. november, og der er åbent alle lørdage og søndage frem til jul klokken 10-16 og fredage fra 16-19. Kommer man om fredagen for at hente juletræ, kan man låne en lanterne og begive sig ud og opleve skoven i mørke på jagt efter det helt rigtige træ. Øjnene vænner sig til mørket og ørene til skovens lyde, og det er en helt speciel og hyggelig oplevelse for hele familien. I Brandsprøjtehuset i parken er der mulighed for at købe blandt andet gløgg, kaffe og æbleskiver. Man kan også vælge at spise frokost eller aftensmad. Menuen står på vildtret og/eller risengrød. Har man ikke lyst til at gribe saven og fælde sit eget juletræ, er der naturligvis også fældede træer til salg, ligesom man kan købe pyntegrønt med hjem til julens dekorationer. Endvidere er der en række stande på julemarkedet, hvor der blandt andet sælges honning og marmelade, bolsjer, nisser med videre. Fra nisserne på Ryegaard er der sendt ønsker om endnu en december klædt i hvidt, men under alle omstændigheder bliver der julemarked på Ryegaard, hvor det er 23. gang, der holdes jul som fra før verden gik af lave.