Radikal skifter side og går med borgmesteren
Torben Elsig-Pedersen springer fra valggruppeaftale med SF og Enhedslisten og belønnes med en lang række udvalgsposter
Det radikale byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen har trukket sig fra den aftale, han lavede med SF og Enhedslisten. Han er i stedet gået med i konstitueringsaftalen med de borgerlige og socialdemokratiet og bliver belønnet med en lang række udvalgsposter.
Det radikale byrådsmedlem får sæde i Økonomiudvalget, Børne- og familieudvalget og Kultur- og idrætsudvalget. Samt de to nye udvalg, innovationudvalget og erhvervs- og uddannelsesudvalget. Ligeledes bliver der en plads i Havnebestyrelsen.
"Siden valget har jeg opfordret borgmesteren til at tage flere med i konstitueringen, og den bestræbelse er nu lykkedes. Det ligger i mit radikale dna at søge indflydelse og være med i maskinrummet, når beslutninger tages," siger Torben Elsig-Pedersen.
Men du har jo ikke fået en formandspost, som var dit krav for at gå med i konstitueringen?
"Det er rigtigt, men det jeg har fået ved at gå med i konstitueringen, er klart bedre end at sidde i et hjørne i fire år og brokke mig. På valgnatten var vi ikke i nærheden af det her, og derfor gik vi," siger Torben Elsig-Pedersen.
Ved at gå med i konstitueringsaftalen får han den plads i Økonomiudvalget, som De Radikale, SF og Enhedslisten ellers var blevet enige om, SF skulle have, og som de nu mister.
"SF vidste godt på valgaftenen, de sagde nej til nogle ting. Det er ikke mig, der har taget det fra dem."